Hverdagen

Skaberfryd

Vi er kreative i tanke og handling, løsningsorienterede og begejstringsparate. Alt dette bærer huset og haven præg af – og hele vores væsen

Vi har stor skabertrang og fryd over at skabe æstetiske løsninger omkring mig. Dette har altid tiltrukket andre – især børn. De drages og de frydes, inspireres og undres i skøn forening – og får selv lyst til at lege med skabelsens fryd.

Aldersopdelte aktiviteter

Det at vi er to voksne, gør at vi har mulighed for at lave alders- og interesseopdelte aktiviteter. De mindste kan være mere skønnet i sanserne og mere i favn, mens større kan lære mestring af både større byggeprojekter og træne finmotorik med f.eks. perler.

Der skabes lettere rum for rollelege og mere avanceret begrebsforståelse samt mere krævende klatre og balanceøvelser. Også de sociale spilleregler kan få mere fokus, så alle bliver rustet godt til børnehavelivet.

Sprog

Den sproglige udvikling befordres naturligt ved at kalde ting ved navn, ved at spejle barnets handlinger og signaler gennem ord. Vi læser de skilte vi passerer og øver i at finde tal og antal. Samtidig foldes begreberne ud gennem rim, remser og fortællinger, dels gennem gentagelse og dels gennem ny-digtning og videre-digtning.

Årstider og højtider

Årstidernes gang er en fantastisk ramme til afveksling af aktiviteter – og leg med årstidsbestemte naturgaver. Vi går i værksted og producerer fantastiske kreationer afstemt med tidens fortællinger.

Højtider og traditioner binder os sammen – samler os og giver fryd over genkendelighed, forventningens fryd, højtidelighed, spas og ballade, musik, sang og afvekslende samvær.

Nytårstaffel og helligtrekonger

Vi starter år med en fest hvor vi har nytårspyntet, får fine stjernehatte på og hopper ind i det nye år – vi takker for hinanden og laver bunkekram

Fastelavn

Roller, udklædning – hvem er jeg og hvem vil jeg gerne være – mulighedernes verden – sange, turtagning og overraskelsens magi

Forårsfryd og fuglefløjt

Fuglene synger foråret frem – fuglenes stemmer, redebygning, æg, fugleunger og flyvetræning og deres udforskning af verden og sine evner. Vintergæk, erantis… det spirende forår… små buketter og gækkebreve

Påske – den svære ventetid – og forventningens fryd

Vi får besøg af Hønemor Nelly, der synger om den lange ventetid mens æggene ruges ud… en stille, langsommelig, melankolsk sang, der vendes til fryd og glæde – og heldigvis kommer kyllingerne til sidst og har hun chokoladeæg med til alle

Forvandlingsfryd

De store undere i naturen – sommerfuglens vej fra lille bitte larve – stor larve – pubbe og til sidst at smide sit ham og folde vingerne ud og flyve ud i verden. Vi synger sommerfuglesnage og følger underet skridt for skridt

Sommerfest

Når ferien er slut – den sidste søndag i ferien – så holder vi fest for børnenes genkomst – både for forældre og børn. Sammenskudsgilde med alt det bedste – hygge og leg i haven – så er vi klar til at løbe glade ind i Eventyrhaven mandag morgen

Æblefest – høsttid – og haloween

Vi fejrer naturens rige gaver – høster og gnasker æbler og ser vore frø blive til fine planter. Vi udhuler græskar og laver græskarsuppe og tærte.

Lanternefest

Vi tænder lys i mørket – vi laver lanterner og spiser stjernekager. Klæder os ud som riddere og drager

Advendtsspiral – Lysfest

Vi fejrer årets gang, universets storhed og stjernepragt – livets udvikling – og lysets genkomst

Julefryd

Vi fortæller om julens under – det lille jesusbarn – den hellige familie, hyrderne og de hellige trekonger.
Og så har vi jo også en drillenisse – der kommer hver dag og fortæller julehistorier, synger julens sange og –salmer og så gør han alle mulige ting der er forbudt…

Fødselsdage

En fødselsdag er en fantastik dag – en festdag – en fejring af livet og det ganske særlige, unikke fødselsdagsbarn. Vi fortæller et helt personligt fødselsdagseventyr, om da barnet kom til denne verden. Vi dækker et smukt bord med dug og fine kopper, blomster og lys og pynt – og der spises barnets medbragte kage eller gode sager fra vores køkken. Barnet hyldes, fejres og besynges og får lov at vælge aktiviteter og sange.

Måltider

Der serveres alsidig og smuk økologisk mad – og vi tager gerne hensyn til særlige behov. Maden tilberedes fra grunden og vil afspejle årstiden i frugt og grønt.

Der serveres morgen/formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad. Også her vil vi udfolde vores kreative og æstetiske sans. Det er vigtigt for os at præsentere børn for mange forskellige smagsindtryk, konsistenser og ganefryd. Mad må gerne være smuk eller sjov og der gøres noget ud af bordet så der er festligt og smukt – så de små føler sig som æresgæster ved bordet! Derfor tændes der lys og dekoreres med blomster. Vi værdsætter at der er god tid om måltiderne til at lære at dele, sende rundt – række ting til hinanden, udvise tålmod, høflighed og storsind. Vi vil lave små madsange og takkesange som udvikles evigt.

Hvile og søvn

Man medbringer selv barnevogn – udstyret til årstiden – og med godkendt sele. Børnenes søvn er hellig! Børn skal sove det, de har behov for. God søvn avler god søvn! Et barn der er udhvilet efter middagssøvnen – falder bedre i søvn om aftenen og sover mere sammenhængende. Det siger al forskning. I søvnen vokser børnene og indtryk lagres, færdigheder manifesteres og kroppen oplades. Derfor vækker vi ikke børnene – med mindre der rent undtagelsesvis er individuelle behov der overtrumfer dette.

Børnene sover som udgangspunkt udenfor og skulle vejret være for voldsomt stilles barnevognene i vores garage. Der findes utallige læ-steder i haven og der findes områder med overdækning.

Også de store Regnbueriddere har brug for et hvil midt på dagen. Nogen tager måske en lille lur og andre hviler bedst med en bog eller lidt stille musik.